Alle DK Rags of Silk kuld har kuldnavne, der relaterer til Silke, silkproduktion, silkevejen mv. Til vores N-kuld har vi valgt kuldnavnet Niya. Niya er navnet på en velstående oldtidsby i det nordvestlige Kina, som oplevede sin storhedstid mellem år 500 – 1000 f. Kr. Niya antages at være den gamle Jingjue Kongerige beliggende i den sydlige ende af Silkevejen, med en afstand på 4.400 km til Chang'an, den gamle hovedstad i Han-dynastiet. Byen har i sin storhedstid haft en befolkning på mere end 3.000 personer. Silkevejens kamelkaravaner kom til oasebyen med varer fra Kina og Vesten, og byens indbyggere handlede med de eksotiske varer i byens bagland og opnåede stor velstand. Det er svært at forstå, at der for omkring 1600 år siden var et rigt samfund, der trivedes dybt i dagens øde Taklamakan-ørken, som i dag er en af verdens største sandørkner.
Byen blev forladt og blev begravet i ørkenens sand og gled i glemsel. Hvorfor beboerne forlod Niya er et mysterium, som har efterladt arkæologer og forskere med mange spørgsmål. Byens ruiner blev genopdaget i begyndelsen af det 20. århundrede af den britiske forsker Sir Aurel Stein, og arkæologerne har fortsat deres udforskning af området siden da. I 1995 opdagede et hold arkæologer 8 grave, hvor de begravede på grund af ørkenens tørre varme var utroligt velbevarede; kroppe, tøj og begravelsesgenstande var i fremragende stand. Her fandt man blandt andet beklædningsgenstande som hætter og jakker i silkebrokade, som har bevaret glans og farver – selv ikke kanterne er trævlede. Man har tidligere fundet silkestykker i Niya med ganske særlige mønstre, som man ikke ellers er stødt på - herunder dyremønstre, geometriske mønstre. Skrifttegn på silkestofferne citerer kendte bøger fra Han og Jin dynastierne og medvirker til at dokumentere silkens alder.